Denne lille film kan selvfølgelig ses uden afbrydelse. Men den er tænkt som led i en undervisning, hvor læreren inddrager og stopper filmen og diskuterer dets indhold.

I 1901-02 byggede kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen deres hjem på Møllebakken i Kerteminde. Hermed skabte de ikke alene en malerisk ramme om familiens liv, men tillige et gæstfrit kunstnerisk mødested (med hele 16 gæstesenge!) for malere, forfattere og billedhuggere. Dette fristed for kunst og kultur satte sit præg på udviklingen af kulturlivet i Danmark igennem årtier.

Kerteminde husede på denne tid en hel koloni af kunstnere, der i dansk kunsthistorie gerne sammenfattes under betegnelsen "Fynbomalerne". Det var malere, der hyldede det enkle liv i samklang med natur og familie, og som hentede deres motiver fra de nære omgivelser: familiens liv, stuerne, blomsterne i vindueskarmen, haven, lystfiskerbådene i havnen, markerne, kysten og klinterne og dyrelivet.

Tidens strømninger var med til at bane vejen for Fynbomalerne. Hjemstavnskunsten, friluftsbevægelsen og "the simple life" var nogle af tidens idealer. I 1890'erne blev fascinationen af industrialismen, teknologien og den dynamiske storby således afløst af en mere balanceret skepsis over for fremskridtet. I kunsten kunne man nu også iagttage en søgen tilbage til de oprindelige konstante værdier, der lå i naturen, i det sunde friluftsliv, i landbefolkningens slidsomme og tålmodige arbejde, og i fornemmelsen af sine rødder, familien og hjemstavnens traditionelle værdier.

Alhed døde den 31. august 1927, mens Johannes Larsen blev gammel. Han døde den 20. december 1961, kun en uge før han kunne have fejret sin 94-års fødselsdag. Efter hans død boede hans svigerdatter, Else (der blev enke i 1953), på Møllebakken. Først da Else døde i 1984, overgik villaen til Kerteminde Museum, som åbnede Johannes Larsen Museet i 1986. Året efter åbningen af museet blev atelieret restaureret og åbnet for publikum. I 1990 blev museet udvidet med udstillingsbygningen "Samlingen", og i 2001 fulgte særudstillingsbygningen "Vingen".
Kilde: Johannes Larsen museet

Se også: 
Johannes Larsen Museets hjemmeside: http://www.johanneslarsenmuseet.dk/

Johannes Larsen Museet på Facebook: https://www.facebook.com/JohannesLarsenMuseet?fref=ts